Ingeniør: Vi er tætte på hinanden og på projekterne

Kasereka Jimmy Bisangi er uddannet civilingeniør fra DTU Cirkom

Kasereka Jimmy Bisangi er uddannet civilingeniør fra DTU med speciale i bæredygtig energi. Han er for nylig kommet til Cirkom som automationsprojektleder efter at have arbejdet i lignede jobs i større internationale organisationer. Jobbet hos Cirkom tilbyder nemlig flere muligheder for faglig og personlig udvikling.

Da Jimmy ledte efter nye udfordringer, var han på udkig efter et job, hvor han kan kombinere automations- og procesforståelse med programmering. Hos Cirkom fandt han et godt match – her kan han bruge sine mange kompetencer og samtidig udvikle nye.

Efter endt uddannelse har Jimmy de seneste syv år arbejdet med automation og udviklingsprojekter hos SANOVO TECHNOLOGY GROUP og projektledelse hos konsulentvirksomheden idoc og GEA Process Engineering.

Jimmy sætter pris på at være i et mindre team hos Cirkom, hvor han har mulighed for at tage mere ejerskab og være med til at løse en større del af automationsprojekterne.

Mere ansvar og større mulighed for udvikling

“I store selskaber arbejder man kun på en mindre del af et projekt, mens resten varetages af andre afdelinger. Hos Cirkom er vi et mindre team, der løser alle opgaverne. Det betyder, at jeg kommer meget tættere på mine kolleger og på de projekter, jeg bidrager til at løse. Desuden får jeg muligheden for at arbejde med andre delopgaver, end jeg er vant til,” fortæller Jimmy.

Som projektleder har han også udsigt til at få projektansvar og skulle sikre overholdelsen af tidsplaner og deadlines samt varetage kundekontakten. De første projekter, han har arbejdet med, omhandler software til medicinalvirksomheder. Jimmy er erfaren inden for programmering i bl.a. C++ og C#, men han kendte ikke meget til Siemens TIA Portal, som er et af de værktøjer, Cirkom ofte bruger.

”Jeg er glad for at få muligheden for at udvide mine programmeringsfærdigheder, da programmering er et vigtigt element i de projekter, jeg arbejder på. Selvom det ikke er mig, der står for selve programmeringsarbejdet, er det en stor fordel, at jeg forstår programmeringen, når jeg skal lede et projekt,” siger han.

God onboarding og hjælpsomme kolleger

”Cirkom har været gode til at lave en nem onboarding, og jeg står nu næsten på egne ben. Men jeg kan altid spørge kollegerne til råds, hvis der er noget, jeg er i tvivl om eller har problemer med. Hver uge holder vi flere interne møder, hvor alle fortæller om, hvad de er i gang med, og om de har brug for hjælp,” siger han og tilføjer:

“Cirkom er lidt ligesom en lille familie. Der er et meget tæt forhold mellem kollegerne, og ledelsen er utrolig jordnær og altid åben for forslag og diskussioner.”

En virksomhed med tætte kunderelationer

”Man kan godt mærke, at Cirkom har mange kunder, som vi har arbejdet sammen med i mange år. Der er et stort kendskab til hinanden og hinandens grænser. Kollegerne i Cirkom ved lige præcis, hvordan de forskellige kunders sites fungerer, og de ved, hvem vi skal kontakte med forskellige forespørgsler,” siger Jimmy og fortsætter:

”Den solide kundebase har faktisk gjort det nemmere at komme ind som ny medarbejder i Cirkom. Mine kolleger har sat mig ind i kundernes præferencer, og det gør det meget nemmere for mig at indgå i et samarbejde med kunderne.”

Jimmy er 36 år og bor i Hvidovre. Han er glad for at være fysisk aktiv og går både i fitness og løber. Han har tidligere gået til latinamerikansk dans, nu nøjes han med at tage en svingom, når der er fest. Han arbejder desuden også som frivillig i CPH-Fablab i Valby, hvor han hjælper andre borgere med at bruge 3D-printer, programmering og er der i åbningstiden som superbruger.

Om Cirkom

Cirkom er stiftet i år 2000 og specialiseret i rådgivning og leverancer af automatiserings- og it-løsninger inden for procesautomation til den farmaceutiske og bioteknologiske industri samt til fødevareproducerende virksomheder.

Cirkom har et indgående proceskendskab og erfaring inden for projektledelse og internationale standarder.

Cirkom er en af de førende virksomheder i Danmark med praktisk erfaring inden for rådgivning og levering af 21 CFR part 11-compliant løsninger til den farmaceutiske industri. Løsningerne inkluderer alt fra standard PLC- og SCADA-styringer til avanceret high-end programmering.

Cirkom har selv udviklet et batch-system til integration med tredjeparts-systemer og styring af teknologiske og kritiske delprocesser.

De fleste medarbejdere kommer fra automations- og produktionsvirksomheder og har derigennem et stort kendskab til udstyr og processer inden for flere brancher.

Scroll to Top