Datamatiker: Over 22 år med utroligt dygtige kollegaer

Datamatiker: Over 22 år med utroligt dygtige kollegaer

Jeg har arbejdet i Cirkom siden januar 2000, altså i mere end 22 år. Og med min bedste vilje, kan jeg ikke komme i tanker om, at jeg nogensinde har fortrudt at starte her.
 

Der er flere gode grunde til, at jeg har været i Cirkom i så mange år, og jeg vil gerne fortælle om nogle af dem.

Cirkom er en lille, respekteret og yderst kompetent virksomhed med rødder i den farmaceutiske industri og specialiseret i automatiseringsløsninger indenfor procesautomation.

For mig er Cirkom også en arbejdsplads, hvor kvalitet og viden gør det spændende at gå på arbejde. Her er tillid og respekt for den enkelte medarbejders kunnen, og der er et stort og tæt samarbejde mellem kollegaer på tværs af kompetenceområder. Alle er utroligt dygtige lige fra ledelse, administration, kundesupport og sparring, proces viden, projektledelse, PLC programmering til SCADA udvikling og kvalitetssikring.

På det helt personlige plan vil jeg beskrive Cirkom som en arbejdsplads, der har alt, hvad jeg ønsker mig af en arbejdsplads. Her tages der hensyn til den enkelte persons kompetencer og personlighed, og man er stolte af sine medarbejdere.

Jeg udvikler interface til vores løsninger

Min egen rolle er udvikling af Visual basic og .NET programmer. Det betyder, at jeg er med til at udvikle interface til de løsninger, vi leverer. Oprindeligt er jeg uddannet datamatiker, faktisk en af de allerførste herhjemme, så jeg er også databasespecialist. Jeg er ret stolt af, at jeg for tyve år siden var med til at udvikle den database struktur, der stadig benyttes til vores programmer.

De senere år er mere og mere af min tid gået med kvalitetssikring i form af dokument oprettelser (testplaner, protokoller mm.) og review. Det passer mig rigtig godt, for jeg er meget detaljeorienteret, perfektionist måske, og så er jeg også sikker på, at vi leverer en god kvalitet i vores opgaver.

Vi er med overalt i kundens processer

Hovedparten af vores kunder er farmaceutiske produktionsvirksomheder, og vi har altid mange spændende projekter. Det kan være installation af enkelte nye målepunkter som temperatur- eller trykmålere, der skal inkorporeres i eksisterende systemer. Eller det kan være omlægning af gamle systemer til nye.

Det kan også være udvikling af helt nye anlæg eller udvikling af systemer til helt nye fabrikker. Eller det kan være rådgivning og sparring med kunder for at højne deres kvalitetssikring eller udvikling af helt specifikke systemer til f.eks. produktion. Der er ikke det sted i kundernes processer, vi ikke kommer forbi.

Cirkom er et trygt sted at arbejde

I Cirkom er vi kollegaer, som socialt kommer hinanden tæt, også hvad angår vores private liv. Der er altid forståelse og hjælp at hente.

Noget af det, jeg virkelig sætter pris på, er, at Cirkom altid har været et trygt sted at arbejde. Når jeg siger trygt, så mener jeg, at jeg har et arbejde, hvor jeg føler mig værdsat for min indsats. Men jeg mener også, at jeg møder respekt og anerkendelse for min private person. Cirkom er et sted, hvor der altid tages hensyn til personlige udfordringer.

Vi får oplevelser ud over en normal arbejdsdag

Jeg synes også, at vi er en uformel og sjov arbejdsplads, hvor virksomheden gør meget for at give medarbejderne oplevelser ud over en normal arbejdsdag.

Vi er en mindre virksomhed, men der gøres meget for, at vi finder glæde og oplevelser sammen. For eksempel kan vi grille om sommeren til frokost, og vi inviteres ofte i biografen eller teater sammen. Og så holder vi nogle dejlige julefrokoster og Cirkom-dage, hvor vi hver gang prøver nye ting som for eksempel gokart eller curling.

Jeg kender ikke i hvert fald ikke andre steder, hvor de har samme privileger.

Nye kollegaer får udviklet deres forståelse for procesviden

Mine kollegaers kompetencer er fordelt på projektstyring, kunderådgivning, PLC programmering, el-dokumentation, hardware styring og indkøb, SCADA-udvikling, databasedesign og -udvikling samt logning af historiske data. Computer, netværk og sikkerheds opsætning, specifikke interface programudvikling, dokumentation, kvalitetssikring og test udførelse. (Hvis jeg har glemt noget, er det ikke med vilje).

Altså et spænd og en dybde, der dækker alle aspekter i automationsudvikling, fra brugerkrav til implementering, fra kvalificering til et færdigt produkt/system. Bortset selvfølgelig fra selve udviklingen af hardware komponenter og fysiske maskiner. Det betyder, at alle der kommer til Cirkom, har eller får udviklet deres forståelse for procesviden, afhængig af projektets opgave.

Der er altid hjælp til nye kollegaer

Jeg tror, Cirkom er et godt sted for nye medarbejdere. Der er en meget flad organisationsstruktur, så de skal kunne agere selvstændigt og de skal kunne samarbejde tæt og på tværs af andre arbejdsområder end deres eget kompetenceområde.

Men det er altså også en udvikling som Cirkom er med til at understøtte, så man skal være klar til nye udfordringer, og klar til at modtage ny viden.

Man skal i det hele taget være klar til hele tiden at lære noget, for som ny kollega kan man tidligt i ens ansættelse blive kastet ud i store selvstændige arbejdsopgaver. Men man er aldrig alene om det. Alle kollegaer, er meget kompetente, og alle er klar til at støtte en, og ingen klandrer en for noget, hvis der er ting man ikke lige helt kan gennemskue. Det skal nok komme.

En arbejdsplads der viser og giver en tillid

Jeg selv er i Flexjob, og Cirkom har været der for mig i hele forløbet. De har ændret opgaver for, at mine ressourcer kan udnyttes maksimalt, og jeg kan yde mest, og stadig være glad hver dag, jeg går på arbejde.

Hvis du er nået hertil i læsningen, så ved du, at jeg er rigtig stolt af at arbejde et sted, hvor jeg har så dygtige kollegaer. Kollegaer som er med til at løfte min arbejdskvalitet og som giver mig sjove og rare dage på arbejdspladsen.

En arbejdsplads med dejligt miljø og super beliggenhed, hvor man hver dag kan sidde og nyde udsigten over markerne og vandet med rådyr og ræve, der spankulerer lige ud for ens kontorplads.

En arbejdsplads der viser og giver en tillid.

Jeg kan ikke forestille mig et andet sted, der kan give mig de samme ting, så derfor har jeg været her så længe.

 

Om Cirkom

Cirkom er et ingeniørhus stiftet i år 2000 af en gruppe ingeniører med rødder i den farmaceutiske industri. Cirkom er en uafhængig leverandør af automatiseringsløsninger indenfor procesautomation.

Vi ved, at succes kræver forretningsforståelse, projektledelseserfaring og teknisk kunnen, og vi tillægger alle elementer stor vægt i vores måde at arbejde på.

Cirkom er en innovativ virksomhed i vækst, og vi er konstant på udkig efter erfarne folk med kendskab til den farmaceutiske industri.

Vil du høre mere om at arbejde med automatiseringsløsninger hos Cirkom, er du velkommen til at kontakte administrerende direktør Kurt Christensen eller direktør Martin Madsen.

Scroll to Top